Det store, gamle og meget smukke elværk i Slagelse fik heldigvis lov at stå, også selvom det var udtjent som elværk og i virkeligheden ikke nødvendigvis skulle bruges til nye formål.
Det imponerende gamle hus fra 1909 lukkede som elværk i 1971 og har så i mellemtiden været anvendt til en slags opmagasinering og som fjernlager. Kun den nyere tilbygning med fjernvarmeinstallationer fungerer forsat som en reservefjernvarmeforsyning.Arkitekten bag huset i 1909 – efter Kund Larsen, en kendt Slagelse-arkitekt. Faktisk står Knud også bag Vestre Fængsel og de underjordiske toiletter i København. Knud Larsen kunne næppe oprindelig have forestillet sig, at hans store, højloftede turbinehal en dag skulle anvendes til helt andre formål, og alligevel synes han ubevist at have lagt op til det. Det smukt formede loft, der buer elegant, kaklerne på væggen, de flotte karme af marmor og de elegante paneler og vinduesudformninger synes nærmest skabt til det nye liv som Slagelses musikhus – med en koncertsal på ca. 300 kvm. I alt rummer musikhuset ikke færre end 2100 kvm.
Ombygningen til koncerthus er sket under ledelse af arkitekt Per Jarmer. Huset er meget respektfuldt behandlet, og den gamle turbinehal er blevet en meget stemningsfuld koncertsal – med stor scene, tilføjet balkon og gode stolerækker. Bedre musikhus i provinsen skal man lede længe efter. Det blev indviet som musikhus af daværende kulturminister Jytte Hilden den 5. maj 1995 og har været flittigt i brug siden.
Nabohuset fra samme periode og den gamle, gulmalede badeanstalt er efter en omfattende renovering indrettet som spillestedet ‘Badeanstalten’, der åbnede i november 2000. Badeanstalten har en lang historie som spillested og teatersal i slutningen af ’70erne og starten af ’80erne og der er rigtig mange sjove, rørende og forargende historier om husene.