Comedy på Baderen
Vi åbner dørene til et nyt kapitel af grin og god stemning, når vi præsenterer Comedy på Baderen, Slagelse Musikhus’ comedykoncept, hvor latteren skummer og stemningen bobler.
I de unikke, intime rammer på Badeanstalten inviterer vi til ægte stand-up-aftener, hvor publikum bades i jokes, musikalsk timing og uventede punchlines i stearinlysets skær. For få knaster kan du opleve tre af landets mest interessante komikere, både etablerede navne og morgendagens stjerner, der alle er klar til at levere deres bedste jokes. Altid en tirsdag – én gang om måneden i sæsonen.
Vi løfter løbende sløret for resten af de spændende stand-up komikere, der besøger ‘Comedy på Baderen’.
Aftenens line-up:
Daniel Lills evne til at inddrage publikum, og samtidig sørge for at ingen føler sig trådt på, som så mange frygter, er eminent.
Siden 2009 her Daniel levet af at underholde til arrangementer rundt i Danmark, med SKRÆDDERSYET stand-up. Du kender ham måske fra TV, hvor han blandt andet har været Nomineret til Talent ved Zulu Comedy Galla i 2014.
Så skal du have en unik oplevelse der handler om jer eller et godt gennemarbejdet stand-up set, så er Daniel Lill den helt rigtige til din fest!
Kendt fra
- Zulu Comedy Galla De nye håb 2011
- Zulu Comedy Galla, Talentprisen 2014, nomineret
- One-man show Livslimbo
- One-man show Glad I Låget
Cecilie Bau er en af de nye mærkbare stemmer i dansk comedy – skarp, samfundsbevidst og med noget vigtigt på hjertet.
Som åbenlyst biseksuel med et tydeligt queer perspektiv insisterer Cecilie på, at comedy både kan være inkluderende og sjov – og hun viser, at de to ting sagtens kan eksistere samtidig. Hun adresserer emner som personlig sårbarhed, lesbisk mode, og relationer på tværs af generationer – alt sammen med præcision, bid og uden at tale ned til nogen.
Hun er populær blandt sine kolleger og anerkendt for sin autenticitet og sine stærke punchlines. Cecilie har medvirket i satireprogrammer som Dybt Go’ Nat Danmark og Schøtministeriet, og er ofte gæst i kulturpodcasts som Reality Check og Bare Mellem Os.
Kort sagt: Cecilie Bau er 27 år, kvinde, queer, biseksuel og utroligt morsom – og hun bringer sin karakteristiske blanding af nærvær og skarphed til scener, studier og skærme.
Søren Ladefoged bruger en unik blanding af at have en Thybos uimponerethed og et stort komisk overskud til at stille skarpt på de absurde og åndssvage ting i sit, dit og vores liv – og få alle til at grine af det.
Sørens øje for den gode joke, hans kærlighed til det fjollede og den medfødte evne til at stille selv de dummeste spørgsmål gør, at ingen og intet er helligt for ham. Især ikke, når det kommer til hans egne særheder.
Ud over sin egen stand-up er Søren Ladefoged også en talentfuld skriver og jokesmed, der også låner sine evner ud til andre komikere, manuskripter og tv-produktioner. Han har blandt andet været medforfatter og opvarmningskomiker på Conrad Moldens seneste ’ÆØÅ’-show, ligesom han har varmet op for Simon Talbot til flere testshows og været en del af Talbots skriver-hold på ’En Stor Aften med Simon Talbot’ på TV 2 og på programmet ’Roasted Sæson 1’ på Amazon Prime.
Derfor kan I med fordel også hyre Søren til at lave målrettet og skræddersyet comedy-materiale til jeres arrangement eller ønsker. Søren laver også stand-up på engelsk – og er meget rutineret. Så ønskes engelsksproget comedy? No problem!
Kendt fra
- Med-bagmand på Showstopper Podcast, 2023-
- ”En Stor Aften med Simon Talbot” – 2023
- Roasted, Sæson 1, Amazon Prime, 2024
- Årets Talent-konkurrencen ved UP Festival 2024
- Vinder af Comedy Roast Battle v. UP Festival 2024
Comedy på Baderen vender herefter tilbage hver måned med nye komikere, altid på en tirsdag.Glæd dig til masser af grin, god stemning og hyggelige aftener i hjertet af Danmarks nye comedycentral, Slawelse.